Manvotional: Pionerer! O pionerer! af Walt Whitman

Walt Whitman skrev digtet 'Pionerer! O pionerer!' som en ode til de pionerer, der havde slået til på jagt efter eventyr og et bedre liv og bosatte det vilde i det amerikanske vest. Han roser den barske modstandskraft, det vovede mod og den frygtløse beslutning hos dem, der efterlod fortiden for at hugge nye liv ud af landet. Mens Whitman måske havde USA's vestlige pionerer i tankerne, er digtet en bøn til alle pionerer, fortid og nutid, fra alle dele af kloden. Det vil glæde hjertet hos enhver mand, der har sagt nej til et liv i lethed og selvtilfredshed og forladt den mindste modstands vej for at slå sit eget spor og gå sin egen kurs i livet.

Digtet er en god læsning, men at lytte til denne læsning af det af Will Greer er positivt fascinerende (det kan høres i de nye Levis-reklamer - ikke sikker på, hvordan Walt ville have det om, at hans poesi blev brugt til at sælge bukser). Lad ordene synke ind i dig, og stå op om morgenen klar til at indtage verden med uforfærdet mod urokkelig hårdhed. Du behøver ikke at krydse sletterne for at være pioner - du kan simpelthen vælge at leve dit liv fuldt ud, med ære og med integritet.

Pionerer! O pionerer! af Walt Whitman

Kom mine solbrune børn,
Følg godt i orden, gør dine våben klar,
Har du dine pistoler? har du dine skarpladte økser?
Pionerer! O pionerer!

For vi kan ikke blive her,
Vi skal marchere mine darlings, vi skal bære hovedparten af faren,
Vi de ungdommelige senede racer, alt det andet afhænger af os,
Pionerer! O pionerer!

O I unge, vestlige unge,
Så utålmodig, fuld af handling, fuld af mandig stolthed og venskab,
Almindelig jeg ser jer vestlige unge, ser jer trampe med de fremmeste,
Pionerer! O pionerer!

Er de ældre racer stoppet?
Sænker de sig og afslutter deres lektion, trætte derovre på den anden side af havene?
Vi påtager os den evige opgave, og byrden og lektionen,
Pionerer! O pionerer!

Al den fortid, vi efterlader,
Vi udstråler en nyere mægtigere verden, varieret verden,
Frisk og stærk den verden vi griber, arbejdets verden og marchen,
Pionerer! O pionerer!

Vi afdelinger kaster konstant,
Ned ad kanterne, gennem passen, op ad bjergene stejle,
At erobre, holde, vove, vove sig, mens vi går de ukendte veje,
Pionerer! O pionerer!

Vi urskove fælder,
Vi floderne, der stivner, irriterer os og gennemborer minerne dybt indeni,
Vi overfladen brede opmåling, vi den jomfruelige jord i omvæltning,
Pionerer! O pionerer!

Colorado mænd er vi,
Fra de gigantiske tinder, fra de store bjerge og de høje plateauer,
Fra minen og fra kløften, fra jagtstien kommer vi,
Pionerer! O pionerer!

Fra Nebraska, fra Arkansas,
Central indlandsløb er vi, fra Missouri, med det kontinentale
indsprøjtet blod,
Alle hænderne på kammerater, der griber, hele sydstaterne, hele nordlige,
Pionerer! O pionerer!

Whitman skriver med beundring for de pionerer, der ofrede så meget for at skabe et bedre liv for sig selv og fremtidige generationer. Han påkaldte sætningen 'O pionerer!' er både en opfordring til handling og en fejring af dem, der har taget risikoen for at gå deres egen vej i livet. Whitmans digt taler til den menneskelige ånd af eventyr og udforskning, såvel som den modige beslutsomhed, der er nødvendig for at overvinde forhindringer. Det er en påmindelse om, at fremskridt kun er muligt, når folk er villige til at tage risici, og at historien er skrevet af dem, der tør drømme.

O modstandsløse rastløse race!
O elskede race i alle! O mit bryst gør ondt af øm kærlighed til alle!
O, jeg sørger og alligevel jubler, jeg er henrykt af kærlighed til alle,
Pionerer! O pionerer!

Opdrag den mægtige mor elskerinde,
Vinker højt den sarte elskerinde, over hele den stjerneklare elskerinde,
(bøj hovedet alle sammen)
Rejs den fangstændte og krigerske elskerinde, streng, passiv, våbenkærlig elskerinde,
Pionerer! O pionerer!

Se mine børn, beslutsomme børn,
Ved disse sværme på vores bagdel må vi aldrig give efter eller vakle,
Aldre tilbage i spøgelsesagtige millioner, der rynker panden bag os og opfordrer,
Pionerer! O pionerer!

På og på de kompakte rækker,
Med tiltrædelser, der altid venter, med de dødes steder hurtigt fyldte,
Gennem kampen, gennem nederlag, bevæger sig endnu og aldrig stopper,
Pionerer! O pionerer!

O at dø fremadskridende!
Er der nogle af os, der skal hænge ned og dø? er timen kommet?
Så på marchen dør vi de stærkeste, snart og med sikkerhed er hullet udfyldt.
Pionerer! O pionerer!

Alle verdens pulser,
Falder de ind, slår de for os, med den vestlige bevægelses beat,
Holder enkelt eller sammen, støt bevæger sig fremad, alt for os,
Pionerer! O pionerer!

Livets involverede og varierede konkurrencer,
Alle former og viser, alle arbejdere på deres arbejde,
Alle sømændene og landmændene, alle herrene med deres slaver,
Pionerer! O pionerer!

Alle de ulykkelige tavse elskere,
Alle fangerne i fængslerne, alle de retfærdige og de ugudelige,
Alle de glade, alle de sørgende, alle de levende, alle de døende,
Pionerer! O pionerer!

Jeg også med min sjæl og krop,
Vi, en nysgerrig trio, plukker, vandrer på vores vej,
Gennem disse kyster midt i skyggerne, med åbenbaringerne pressende,
Pionerer! O pionerer!

Se, den pilende bowlingkugle!
Se, broderen kredser rundt, alle de klyngede sole og planeter,
Alle de blændende dage, alle de mystiske nætter med drømme,
Pionerer! O pionerer!

Disse er af os, de er med os,
Alt sammen til primært tiltrængt arbejde, mens tilhængerne dér i embryo venter bagved,
Vi er dagens procession på vej, vi er ruten for rejserydning,
Pionerer! O pionerer!

O I vestens døtre!
O I unge og ældre døtre! O I mødre og I hustruer!
Aldrig må du være splittet, i vores rækker bevæger du dig forenet,
Pionerer! O pionerer!

Minstreler latent på prærierne!
(Indhyllede barder fra andre lande, du kan hvile, du har gjort dit arbejde,)
Snart hører jeg dig komme skælvende, snart rejser du dig og tramper blandt os,
Pionerer! O pionerer!

Ikke til lækkerier søde,
Ikke puden og tøflen, ikke den fredelige og flittige,
Ikke rigdommene i sikkerhed, ikke for os den tamme nydelse,
Pionerer! O pionerer!

Fester festerne frådsende?
Sover de korpulente sovende? har de låste og boltede døre?
Vær stadig vores kost hårdt, og tæppet på jorden,
Pionerer! O pionerer!

Har natten sænket sig?
Var vejen for sent så besværlig? holdt vi op med at nikke modløse
vi er på vej?
Endnu en time, der går, giver jeg dig i dine spor for at stoppe uvidende,
Pionerer! O pionerer!

Indtil med lyd af trompet,
Langt, langt væk fra daggryet – kald! hvor højt og tydeligt hører jeg det blæse,
Hurtig! til lederen af hæren! – hurtig! forår til dine steder,
Pionerer! O pionerer!

(Hat tip til Allan for denne manvotionelle idé)

Kom mine solbrune børn,
Følg godt i orden, gør dine våben klar,
Har du dine pistoler? har du dine skarpladte økser?
Pionerer! O pionerer!

_____________________

For vi kan ikke blive her,
Vi skal marchere mine darlings, vi skal bære hovedparten af faren,
Vi de ungdommelige senede racer, alt det andet afhænger af os,
Pionerer! O pionerer!

O I unge, vestlige unge,
Så utålmodig, fuld af handling, fuld af mandig stolthed og venskab,
Almindelig jeg ser jer vestlige unge, ser jer trampe med de fremmeste,
Pionerer! O pionerer!

Er de ældre racer stoppet?
Sænker de sig og afslutter deres lektion, trætte derovre på den anden side af havene?
Vi påtager os den evige opgave, og byrden og lektionen,
Pionerer! O pionerer!

Al den fortid, vi efterlader,
Vi udstråler en nyere mægtigere verden, varieret verden,
Frisk og stærk den verden vi griber, arbejdets verden og marchen,
Pionerer! O pionerer!

Vi afdelinger kaster konstant,
Ned ad kanterne, gennem passen, op ad bjergene stejle,
At erobre, holde, vove, vove sig, mens vi går de ukendte veje,
Pionerer! O pionerer!

Vi urskove fælder,
Vi floderne, der stivner, irriterer os og gennemborer minerne dybt indeni,
Vi overfladen brede opmåling, vi den jomfruelige jord i omvæltning,
Pionerer! O pionerer!

Colorado mænd er vi,
Fra de gigantiske tinder, fra de store bjerge og de høje plateauer,
Fra minen og fra kløften, fra jagtstien kommer vi,
Pionerer! O pionerer!

Digtet ”Pionerer! O pionerer!' Er en ode til de pionerer, der havde slået til på jagt efter eventyr og et bedre liv. Whitman roser den robuste modstandskraft, det vovede mod og den frygtløse beslutning hos dem, der efterlod fortiden for at hugge nye liv ud af landet. Mens Whitman måske havde USA's vestlige pionerer i tankerne, er digtet en bøn til alle pionerer, fortid og nutid, fra alle dele af kloden. Det vil glæde hjertet hos ethvert menneske, der har sagt nej til et liv i lethed og selvtilfredshed og efterladt sig den mindste modstands vej at slå sit eget spor og gå sin egen kurs i livet.